-
Zealand Pharma banker opad efter gode testresultater
来源: BDK Finans / 26 2月 2024 02:32:12 America/Chicago
Mens de øvrige aktier i det danske C25-indeks forholder sig nogenlunde i ro ved ugens begyndelse, står det anderledes til med medicinalvirksomheden Zealand Pharma. Aktien brager frem og handles mandag morgen 19 procent højere end fredagens lukkekurs. Det skyldes nye testresultater for selskabets kandidat inden for behandling af fedtlever, Survodutid, der er offentliggjort mandag. Resultaterne viser, at 83 procent af de patienter, der blev behandlet med Survodutid, efterfølgende var i bedre sundhedstilstand. I en kontrolgruppe, der modtog placebo, var det kun 18,2 procent, der oplevede forbedringer. Samtidig var der ifølge MarketWire også positive forbedringer at spore i forhold til ardannelser i leveren. - Vi er meget begejstrede over den positive toplinje i fase 2-resultaterne, som er offentliggjort i dag, og vi glæder os over at kunne præsentere det fulde datasæt på en videnskabelig kongres i første halvdel af i år, siger David Kendall, der er medicinsk direktør hos Zealand Pharma, i en pressemeddelelse. Zealand Pharma har opdaget Survodutid i samarbejde med en anden medicinalvirksomhed, Boehringer Ingelheim. De gode testresultater betyder, at Boehringer Ingelheim, der står for den kliniske udvikling af midlet, fortsætter med at teste midlet for at opnå de nødvendige godkendelser til at kunne sende det på markedet. Foruden behandling af fedtlever undersøger Boehringer Ingelheim også, om Survodutid kan bruges til fedmebehandling. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/zealand-pharma-banker-opad-efter-gode-testresultater